De tre muligheder
Barnet kan komme med på tre måder, og de dækker hver sin periode. Cykelstolen sidder på cyklen og passer fra barnet kan sidde selv, til det bliver for tungt. Anhængeren kører efter cyklen og kan bruges fra tidligere og længere frem. Efterløberen kobler barnets egne ben på, når det er blevet for stort til begge dele.
De fleste familier ender med mere end én løsning i løbet af de første seks-syv år, og valget afhænger mindre af barnets alder end af, hvor langt I skal, hvor meget I cykler i vejr, og hvor mange børn der skal med.
Cykelstol: forstol eller bagstol
Forstolen monteres mellem dine arme, enten på styret eller på sæderøret foran dig. Barnet ser det samme som dig, og I kan snakke undervejs. Det er ofte dét, der gør turen rolig for de mindste. Vægtgrænsen er lavere, typisk omkring femten kilo, og du skal sidde med benene uden om stolen, hvilket kræver tilvænning.
Bagstolen tager tungere børn, ofte op til toogtyve kilo, og har højere ryglæn, bedre skulderstøtte og som regel mulighed for at vippe tilbage. Det er den stol, et barn kan sove i, og den, de fleste bruger længst. Til gengæld ser du ikke barnet undervejs, og et spejl på styret er en billig løsning på det.
Monteringen skal passe til cyklen
Bagstole findes i to udgaver. Den ene monteres med et beslag om sæderøret og hviler frit over hjulet, hvilket giver en smule fjedring. Den anden klikkes fast på bagagebæreren, og så skal bagagebæreren være godkendt til en barnestol og have den rigtige rørbredde. En almindelig bagagebærer er ikke nødvendigvis godkendt til det.
Har cyklen fjedring bagtil, skivebremser eller et carbonstel, så tjek i stolens manual, om den må sidde der. Flere producenter fraråder montering på carbon.
Anhængeren tager mere end børn
En anhænger har tag over hovedet, plads til et eller to børn og som regel et rum bagi til taske og indkøb. Barnet sidder lavt og fastspændt, og anhængeren vælter ikke sammen med cyklen. Med en indsats til de helt små kan den bruges tidligere end en cykelstol.
De fleste anhængere kan også bruges uden cykel: med et hjul foran bliver den en klapvogn, med ski en slæde. Det er en del af begrundelsen for prisen, og det er den løsning, der bliver brugt flest år.
Ulempen er bredden. En anhænger fylder mere end cyklen, og det kræver et par ture at vænne sig til, hvor meget plads man tager i et kryds og gennem en pullertgennemgang. Til gengæld ser bilister den ofte tydeligere end en cykel alene, især med flag og lys.
Efterløber og trækstang
Når barnet er for stort til stol og anhænger, men ikke klar til at køre selv i trafikken, er efterløberen mellemtrinnet. Det er et halvt cykelstel med sadel og pedaler, der kobles til den voksnes cykel: barnet træder med og styrer ikke.
Trækstangen gør det samme med barnets egen cykel. Forhjulet løftes fri, og cyklen bugseres. Fordelen er, at barnet kan koble fra og køre selv, når vejen tillader det. Ulempen er, at ekvipagen bliver lang og kræver plads at vende på.
Vægtgrænser er ikke vejledende
Producentens øvre vægtgrænse følger af, hvad stolen eller anhængeren er testet til. Den nedre grænse handler om barnet: det skal kunne sidde selv og holde hovedet oppe med hjelm på. Hvornår det er, varierer, og er du i tvivl, så spørg sundhedsplejersken frem for at gætte.
Hjelm fra første tur
Barnet skal have hjelm på, uanset løsning. Til cykelstolen skal det være en model med lav, afrundet bagkant, ellers støder hjelmen mod ryglænet og skubber hovedet fremad, hver gang barnet læner sig tilbage. Det er de hjelme, producenterne kalder babyhjelme eller cykelstolshjelme, og de måles efter hovedomkreds som alle andre.
